Han var jo begyndt at skrive blog. Altså det dér smarte på internettet, hvor man kan skrive små og store indlæg om alt mellem lommefilosofi og indestængt liderlighed. Evt. krydret med billeder man har fundet på nettet. Og links til andre mennesker, der har noget interessant at sige eller, som oftest, til andre mennesker, der heller ikke har noget, menneskeheden behøver at vide, på hjertet.
Han havde døbt sin blog: ”Liv og Tanker” hvilket han syntes var en god, kort og præcis formulering af det, hans blog skulle være. Så kunne andre, ja enhver, der var interesseret, følge med i, hvad han sådan gik og lavede og spekulerede over.
Han havde fået idéen på en ferie. Han havde været en uge på Fuerte Ventura, en af de canariske øer, og her havde han snakket med en sød tysk pige, Giesela, fra Köln, som havde fortalt ham om sin blog på ”Meinerraum.de”
De havde snakket helt vildt godt sammen, hun kunne næsten ligeså meget engelsk, som han kunne tysk, og det havde ligesom ligget i luften, at der skulle ske noget mere.
Men han var ikke så socialt udadvendt, hun skulle blive der 10 dage længere end han, og hver gang det var lige ved, begyndte hun at snakke om en eller anden Udo, Helmuth eller Berndt, som hun kendte fra gensidige kommentarvekslinger på ”Meinerraum.de” Det løb med andre ord, og hvis I vil undskylde mig formuleringen, ud i sandet.
Så han kom hjem en anelse mere solbrændt, men ligeså single, som da han tog af sted. Det var nok også det bedste, mente han, tænk hvis nu de var blevet kærester, og hun boede i Köln og han på Amagerbrogade … Det ville også bare have været for besværligt.
Og nu havde han jo også den kommende blog at se til, den skulle nok skabe noget liv og røre omkring hans person.
Han googlede lidt rundt og fandt en dansk udbyder, der stillede gratis blogspace til rådighed mod at de til gengæld måtte publicere udvalgte uddrag i en af hovedststadens gratisaviser.
Han syntes tanken om at komme i avisen var ret cool – tænk hvor mange der ville læse ham hvis … NÅR han kom i avisen.
Opildnet ved tanken om sin forestående berømmelse kastede han sig over sit første indlæg i bloggen, der kom til at omhandle hans nys overståede chartertur. Det blev skidegodt, syntes han, og spændende – han havde i hvert fald pyntet lidt på historien og indlagt en rørende afskedsscene med Gisela i lufthavnen på Las Palmas, frit efter egen fantasi og dialogen fra slutscenen i Casablanca.
Han valgte at lægge indlægget i kategorien ”rejser” - rejser i flertal, selvom han, hvis han skulle være ærlig, udover turen til fuerte ventura, ikke havde været ude at rejse siden han som 12 årig var i Sverige med sin mor og med sin nuværende indtægt ikke havde udsigt til at kunne gentage succesen de første mange år ud i fremtiden. Men det var der jo ingen, der vidste.
Han publicerede indlægget, og det gav et kriblende sug i maven. Hvornår mon kommentarene til hans indlæg ville begynde at vælte ind?
Han checkede lige … Det var godt nok hurtigt … men ak! Det var kun en automatisk kommentar, genereret af systemet for at hilse ham velkommen og hjælpe ham i gang.
I løbet af dagen checkede han bloggen flere gange, men der skete ikke rigtig noget – det var nok bare, fordi de syntes, at det var så godt, at de sad og tænkte over et svar, måske de lige ville sove på det?
Men nej, da han kom hjem fra sit arbejde og spændt loggede på, viste det sig, at ikke en eneste havde gidet kommentere hans indlæg.
Det holdt ham nu ikke tilbage, de skulle nok bare lige lære ham at kende og over de næste par dage postede han en håndfuld små filosofiske betragtninger over livet … I et supermarked. For han tilbragte jo 40+ timer ugentligt nede i den lokale Superbest butik, så størstedelen af hans univers var fyldt ud med havregryn, toastbrød, hakket kød på tilbud, to pakker lokumsrulle for éns pris, flaskebonner, kasseopgørelser og en sixpack billigbajere med hjem til at dulme smerten i ryggen og sjælen.
Men, som han resonerede overfor sig selv, alle kommer jo i supermarkeder, det er faktisk en af de ting, vi har til fælles på tværs af race, køn og social status … Altså lige undtagen dronningen og sådan nogle, han kunne ikke rigtig forestille sig Dr. Margrethe d. II. i en Nettobutik – man må hverken ryge eller have sin gravhund med. Men ellers burde alle mennesker interessere sig for detailhandelsfilosofiske betragtninger om, hvorfor det altid er de mest besværlige kunder, der køber de varer, der går forkert ind. Eller hvorfor de sidste 10 kunder ALDRIG har lige penge, så der altid er for mange eller for få mønter i kassen, når man tæller op.
Der var ikke noget galt med relevansen eller kvaliteten af hans indlæg på bloggen … Det MÅTTE være de folk, der kom inde på bloggen, der var noget i vejen med.
Det var sådan en eftermiddag/aften hun blev født. Han sad dér, godt på vej igennem sin tredje fyraftensbajer, og ventede på, at den aspargessuppe, de havde på tilbud i denne uge, skulle smelte i gryden, da det stod klart for ham, at så måtte han selv hjælpe det lidt på vej. Og inden nogen kunne nå at sige ”Mousuppe med kød og melboller og opvarmede hattingflûtes”, havde han oprettet en ny bruger og en blog kaldet ”Strippersild fra Mars” Han havde krydret den med et sløret, men meget afslørende billede af en silikonepumpet kvindekrop og modelleret ”strippersild”s personlighed over et sammensurium af stripperkongens piger, som han havde fulgt intenst med i dengang.
”Strippersild” syntes, det var total synd, at han og Giesela måtte skilles i Las palmas og at flere af hans småfilosofiske betragtninger var ”wauuw” og ”fantastisk godt set”.
Han syntes, til gengæld, bare hun skulle glemme alt om janteloven og sige ja til at synge i det dér band, med ham af hendes venner, der havde været studiemusiker på alle Nick og Jay -pladerne. Sådan gik der nogle dage, hvor de ping-pongede lidt frem og tilbage. Han glædede sig helt vildt til at komme hjem, for han vidste, der ville ligge en kommentar eller to, og han var næsten i stand til at glemme præcis, hvad han selv havde skrevet.
”Strippersild” fik faktisk også et par kommentarer ”udefra” Diverse mere eller mindre indirekte tilbud fra savlende liderbukse, der tændte helt vildt på hendes blogtitel – især en ihærdig støder, der kaldte sig ”FEO. – Federe End Orgasme”, havde så svært ved at fatte, at hans tilnærmelser ikke var ønskede, at han røg på Ban-listen.
”Hun” måtte jævnligt poste fornærmede indlæg om, at ”Strippersild vil IKKE date!!!” Og en del af deres indbyrdes samtale drejede sig om, hvor lamme og creepy de fleste mænd er, og hvor godt det var, at han var anderledes.
Men efterhånden gik det op for ham, at det nok virkede påfaldende, at de to alias’er næsten udelukkende snakkede med hinanden, så han opfandt ”Bents Bizar Bazar” En samling af syrede, men abnormt dårlige forsøg på surrealistiske digte og små historier. Personligt brød han sig virkelig ikke om det, det var for barnligt plat for ham. Men ”strippersild” syntes det var ”vildt grineren”, og hende og Bent havde jævnligt nogle kommentarvekslinger, han krummede tæer over.
Til gengæld brød strippersild sig aldeles ikke om ”TilbudsTesten”, en blog der sammenlignede tilbudsaviser fra forskellige danske butikskæder med indgående analytiske vurderinger af jomfrueligheden af den ene koldpressede olivenolie, sammenlignet med den anden. Eller ”sugeevne pr krone”-målinger af køkken- og toiletrulle eller bleer og menstrautionsbind.
”Liv og tanker” syntes det var ganske spændende og supplerede ofte med priser fra Superbest, når de manglede og en lille tilbudsrelateret butiksanekdote.
Men det begyndte at gøre indhug i hans personlige ressourcer alt det bloggeri. Han havde ellers strammet op på skemaet: Han havde reduceret nattesøvnen til maks. seks timer, han lavede mad i store portioner, som så kunne fryses og senere bekvemt varmes op i mikroovnen, han havde smidt tv’et ned i sit kælderrum og var holdt op med at spilde tid med at skifte til civilt tøj, når han kom hjem fra butikken. Men det nyttede bare ikke. Der var simpelthen ikke nok tid! Især efter at ”Tante fjas” – en ældre dame, der fortalte extremt dårlige vittigheder, inspireret af Kaj Løvring og Eddie Skoller, var begyndt at husere. Desuden mente han, at det kunne virke påfaldende, at alle hans personaer skrev i tidsrummet mellem Superbest’s lukketid, og når han, dødtræt, var nødt til at vælte omkuld i sin seng.
Så han begyndte at melde sig syg ind imellem, så ”Strippersild” kunne sige godmorgen og ”Bents bizar bazar” kunne sidde oppe hele natten og afholde rablende enetaler.
Og når han var på arbejde var han sløv, fordi han sov alt for lidt, uopmærksom, fordi han altid tænkte på bloggen, og usoigneret, fordi han havde skåret bad, skæg & hårpleje og tøjvask ned til lidt under normalt minimum.
Og hans ”sygedage” tog til i stadig videre og videre omfang. Den gamle købmand gik og sukkede over, hvor galt det var ved at gå med en ellers så lovende ansat (købmænd elsker ansatte, der ikke har noget liv).
… Men efterhånden som hverdagslivet skrantede, gik det nærmest modsat proportionalt fremad i bloglivet. For hans idé fungerede, hvis der et lidt hype om noget, er der altid en stak uselvstændige nokkefår derude, der er klar til at slutte op om det og brægende følge fåreflokken eller rækken af lemminge. Så hans blogs begyndte pludselig at blive ganske omsværmede. Dagligt var der ”fremmede”, som lagde kommentarer og begyndte at linke, men han havde alt for travlt med at passe sine blogs til at reagere ordentligt på det og svarede igen med få ord, eller som oftest slet ikke. Ikke engang da han var i avisen tre dage i træk, og alle lige skulle lykønske ham.
Købmanden fik nok den dag, han bad om fri til at begrave den tredje bedstemor på moderens side, og bad ham forlade butikken omgående.
Han vendte rundt på hælene og løb hjem til bloggen uden at se sig tilbage en eneste gang.
Og han forlader den kun nødtvunget nu, hvor han er blevet fuldtids.
Man kan fint leve af en bistandshjælp, hvis man ikke har andre udgifter end husleje, internet, baked beans, nudler og en kasse Nettoøl i ny og næ.
Og der ingen risiko for at få et job, selv i disse arbejdsløsløse tider, hvis man ikke har vasket sig i 14 dage før jobsamtalen.
Og nu er der overskud til at oprette en hel håndfuld nye blogs, til at underbygge de eksisterende.
Og han er så væk i det, at han ikke længere ved endsige bekymrer sig om, hvorvidt det er ham selv, eller en anden han snakker med.
Og ingen har fattet mistanke, selv ikke da han fingerede en forfatterblog, og lod forfatteren afsløre hele hans blændværk.
Og der er ingen der hører han skrig om hjælp.
Og han blogger og blogger til han taber den sidste rest af erkendt identitet.
Og det hele begyndte med at: Han var jo begyndt at skrive blog.
Nye kommentarer