Heine Hexerei

Han elskede sin ukrudtsbrænder.
Hver morgen, når han mødte, og hver eftermiddag, før han skulle hjem, stod han en stund med et saligt smil og nød synet af det blankpolerede messinghovede og den bløde smidige sorte slange – armeret kvalitetsslange, godkendt til 20 bar, og skåret til i den perfekte længde for en mand af hans højde og med hans armlængde. Han havde brugt flere uger på at måle slangebehovet ud under alle forhold. Faktisk burde alle, ligesom ved fodtøj, have et slangenummer, så man hurtigt og ubesværet kunne vælge en slange i den rigtige længde. I en af hans yndlingsfantasier havde han åbnet en specialbutik kun for ukrudtsbrændere og tilbehør … Han kunne se det for sig:
Her, en sektion med dysser, dobbeltdysser, rør i forskellige længder og håndformede greb til både højre- og venstrehåndede.
Der, en sektion med slanger i forskellige længder og alle regnbuens farver.
Og gasflasker af alle gængse typer, med tilhørende vogne … Måske skulle han endda få tilknyttet en maler, så man kunne få custom malede gasflasker og vogne – lidt ligesom det dér program i fjernsynet med biler og motorcykler.
… og der skulle han så stå og tage imod kunderne, mens han med kyndig mine og et trænet blik bemærkede at: ”De er vist et slangenummer 43, se om de kan finde en dessin på denne hylde, der passer Dem!” , ”Denne dysse er en ægte Bunsen!”, ”Denne  tænder virker også i regnvejr”
Men han var godt klar over, at det ville være risikabelt at starte op som selvstændig, selvom han jo nok mente, at kundegrundlaget kunne bære – selvfølgelig ville folk valfarte fra hele landet – ja sikkert også Sverige og Tyskland, når de fik nys om butikken.
Han var langt mere bange for at butikken og driften ville tage al hans tid, så der ikke ville blive tid til at…

Han elskede sin ukrudtsbrænder.
Han elskede ritualet: Først tænde på flaskehanen og mærke slangen blive hård og spændt med en lille pirrende hvislelyd. Så dreje lidt på regulatoren til gassen begyndte at sive. Han havde en stor flintestenstænder – ja faktisk havde han også en i reserve, men det var pålideligt udstyr, så der var sjældent brug for den.
Der var noget uendeligt tilfredsstillende over den, næsten helt menneskelige, ”plof”-lyd, pilotflammen lavede, når den blev tændt. Han plejede at justere den til mellem 5 og 7cm alt efter vindforholdene.
Og nu kom det så, det øjeblik, han levede for.
Han lagde forsigtigt tre fingre på grebet, han måtte synke en klump af ophidselse, det løb ham koldt ned ad ryggen, det sitrede i lænden. Han kunne mærke huden trække sig sammen om testiklerne og lemmet dunke mod underbuksernes kant…
Han trykkede håndgrebet i bund, og ilden brusede ud af brænderens hoved. Han var en gud, der gav sig hen. Han var almægtig, hævet over godt og ondt.
Alle de tæsk han havde fået af faderen, brødrene og i skolegården. Alle de gange han var blevet hånet og ydmyget af moderen, lærerinden og især af jævnaldrende piger og kvinder.
Al smerte, fortvivlelse, afsavn, frygt og had …brændte væk i flammernes lutrende genfødsel.
Han svingede brænderen til højre og venstre … og ligeud. Slog ned på ukrudt og misvækster med retfærdighedens flammende sværd.

Han elskede sin ukrudtsbrænder.
De andre gårdmænd i boligforeningen syntes han var temmelig mærkelig, men han fik tit besøg alligevel. Hans boligblok rummede nemlig både ”Fætters kiosk” og et snusket værtshus, der vist nok, hvis man skrabede 20-30 års smog og gadesnavs af skiltet, viste sig at hedde ”Perlen”. Blandt gårdmænd refererede man udelukkende til det som ”Kostens Hvile” eller ”Kosten” i daglig tale, og det var her dagens debriefing normalt foregik sådan hen ved 12-15 tiden, alt efter hvornår formanden tog hjem og behovet for at holde på formerne svandt – som en af dem yndede at udtrykke det, så kunne han jo ligesågodt sidde henne på kosten og drikke øl, som sidde i værkstedet med sine høkerbajere og lave ingenting!
Det var mere ærligt på den her måde og Ruth og Bjarne, Perlens midaldrende og meget alkoholiserede værtspar, så ikke nogen grund til at stikke deres indkomstgrundlag i ryggen.
Han var godt tilfreds med, at værtshuset lå i hans område. Det gav ikke noget ekstraarbejde – snarere tværtimod. Hvis der var noget vedligeholdelseskrævende inde på kostens hvile, sad der altid en håndfuld gårdmænd, som hver især gerne lige ville ordne det i en ruf for en bajer.
Og efter lukketid, eller når der var meget travlt, havde stedets mandlige gæster for vane, at vande hans fortov, og dermed ukrudt, med god næringsrig øl-ajle.
Han brød sig ikke selv om smagen af øl, men havde et par gange sat sig ind og fået en fyraftenscola med kollegaerne, dog først efter kl. 14.30 – der var altid lige noget ukrudt man kunne brænde, eller noget udstyr man kunne vedligeholde, hvis der var tid til overs inden fyraften. På dette tidspunkt var kollegaerne altid så overrislede, at han måtte opgive at blande sig i samtalen, hvilket passede ham fint, da han egentlig ikke brød sig om at tale med andre mennesker.

Han elskede sin ukrudtsbrænder.
Nok til, at han altid var frisk på at give en hånd med, når en af de andre gårdmænd skulle have brændt sine fortove. Ofte byttede han med en af de andre, således at han fik lov til at brænde, mens den anden fik lov til at lade, som om han vaskede trapper, mens han kølede sig på kolde Maribo-pils nede fra fætters kiosk – en ordning, der var helt til alle parters tilfredshed.
En anden af hans yndlingsfantasier var at lave et specialfirma, der kun tog sig af ukrudtsbrænding. Så kunne boligadministratorene rundt omkring lige bestille brænding af den eller den gade til fast pris pr. kvadratmeter. Eller lave en fast abonnementsaftale, hvor de selvfølgelig fik lidt rabat, mod at de forpligtede sig til at bruge ham 2-3 gange om måneden. Tænk engang at leve udelukkende af at brænde ukrudt!
Han havde allerede fundet på et slogan til firmaet:
”Vi brænder for
at brænde for dig!”
Men spørgsmålet var bare om der nu var et marked for den service alene, eller om ejendomsselskaberne ville kræve, at man også tog sig af fejning, beskæring og … trappevask! … Og så kunne han jo ligeså godt fortsætte her, hvor han kunne slippe af sted med at brænde ukrudt det meste af tiden.
Desuden ville det blive svært at finde beskæftigelse i løbet af vintermånederne.

Han Elskede sin ukrudtsbrænder.
Men han hadede vinteren!
Det var en lang og kummerlig, mørk og kold tid, næsten uden lyspunkter, kun snerydning og trappevask – han var overbevist om, at helvede måtte være noget i samme stil, koldt og mørkt. Det eneste der holdt ham gående i den mørke tid, var det ugentlige udstyrseftersyn og vedligeholdelsesarbejde.
Hver fredag morgen skilte han, efter omhyggeligt at have sikret sig, at der var lukket for gasflasken, brænderen ad i sine bestanddele, som han hver især rengjorde med en blød klud og smurte forsigtigt med et par dråber syrefri olie. Slangen blev aftørret og behandlet med et frygteligt dyrt, silikonebaseret gummiplejemiddel, der egentlig var tiltænkt sexlegetøj, men var ideelt til at holde slangen blød og smidig og gav den en lækker skinnende overflade. Gasflasken blev aftørret med lunken sæbevand og derefter ligeledes indgnedet med et par dråber olie.
Det var fornøjeligt arbejde, men efter at have serviceret apparatet var han naturligvis også nød til at teste, om det stadig var funktionsdueligt. Så et par dyrebare vitale minutter, tændtes gløden i hans øjne, korresponderende med pilotflammen og en 2-3 gange – man skal jo ikke spilde gas unødigt – smilede han stort og saligt i takt med flammebrølene fra mundstykket.
Sådan en session kunne holde ham varm hele weekenden og et godt stykke ind i næste uge.
Én gang, midt i januar, under en særlig hård periode med frost, havde der været behov for at rense et sandfilter i et afløb, hvor risten var frosset fast. Og han havde fået ordre på, sådan helt ekstraordinært, at tænde op og smelte den fri! Dette minde var et af hans allerkæreste og et symbol på håb, selv midt i den mørkeste nat.

Han elskede sin ukrudtsbrænder.
Om sommeren gik han altid en tur, sidst på eftermiddagen, så han lige kunne være behjælpelig med at hente udstyret og få ordentlig gang i kullene, hvis der var nogen af beboerne, der skulle grille.
I meget tørre perioder sneg han sig ud om natten og vandede strategisk udvalgte områder med vand og substral.
Om vinteren brugte han ingen salt, da det hæmmer plantevæksten, men nøjedes med at gruse sine fortove.

Han elskede sin ukrudtsbrænder.
Og det blev da også, til sidst, hans endeligt, da der en vinter var brug for adgang til de gashaner i det udvendige skab, som takket være en usædvanlig stivnakket martskulde lå dækket af sammenpakket is, armeret med grus og småsten.
Beboerne var hysteriske, og gasmanden havde meddelt, at han kunne ordne det om en halv time, eller om en halv måned, fordi hans kollega var på ferie, og afløseren var syg. Der var simpelthen ikke anden udvej end at smelte lortet fri.

Politiets teknikere havde ikke svært ved at konstatere årsagen til gaseksplosionen og kunne tilføje, at det var heldigt, at der var så lidt ilt tilstede omkring den utætte hane.
Der var, udover det beklagelige dødsfald, kun sket meget begrænset skade på bygningen, så alt i alt var det held i uheld.

Han havde på forhånd truffet forholdsregler i tilfælde af hans pludselige dødsfald.
Han ville, sjovt nok, kremeres og havde forudbetalt gravstedet og en sten i rød granit, udsmykket med en stiliseret Phønix og inskriptionen:
”Han elskede sin ukrudtsbrænder”

(Jeg ønsker ikke dette indlæg citeret)