Heine Hexerei

I

Revet ud af limbo

presset i menneskelignende form

bundet op med sener

udspændt mellem dødens vilje

og livets forsæt.

II

Syet sammen med ond vilje

af stumperne af bortødede liv

og fragmenterede eksistenser

sjælen er et patchwork

af brudte løfter og knuste drømme.

III

Opdragelsen

retter ryggen

civilisationen

adskiller

hjerte og jord.

IV

Slavebundet til livet

underbevidste instinkter

autonome systemer

sult, tørst, smerte og brækreflekser

selvmord er IKKE en nem udvej

V

Et requiem som slagsang

en sidste udåndings skrig

en fane holdes højt af rigor mortis

kolde fingres sidste krampe

griber forgæves om sand.

Og det hele må jo være begyndt engang, hvad enten det var GUD eller Kvantemekanikken, der talte for
Og det store tunge grundlæggende beat har kørt lige siden
Og alle andre rytmer er kun synkoperinger herover
En kolibris slag med vingen
En planets kredsløb om sin sol
En galakse, der ædes af et sort hul

Takten er forskellighedens inerti
Den eneste konstant er forandringen
Flowet er en dynamisk vekslen mellem at være, at blive og at komme fra
Der findes ikke endemål
Alle grænser er arbitrære

Rytmen er den samme,
En monoton puls, der hverken blinker eller ryster på hånden
I det splitsekund, hvor bladet vendes
År følger årstider, følger måneder, følger dage, følger timer, følger minutter, følger sekunder
Tik følger tak
Og alle og alt følger med
Med tiden