Heine Hexerei

Det var kun mine reflekser og en usædvanlig grad af held, der reddede mig, da han slog ud efter mig med det jernrør, han holdt mellem hænderne.
”Hvad fanden har du gang i?”, udbrød jeg.
Men han var ikke just snakkesaglig og slog ud igen. Jeg parerede med armen – heldigvis havde jeg tre lag tykke trøjer på, det var koldt for årstiden og jeg havde ikke været hjemme, siden jeg kom fra marken, så det gjorde ikke rigtig ondt.
Jeg samlede al min indignation. Og rækken af forældre, pædagoger og folkeskolelærere, som formanede om, hvordan folk der slår er mentalt underlegne og primitive, passerede for mit indre blik. Jeg udbad mig igen – denne gang meget skarpt - en forklaring på nøjagtig, hvad det var, han havde gang i – og hvorfor.
Næsten samtidig kom jernrøret igen susende efter mig, og jeg sprang til siden. Det slog mig, at mit spørgsmål egentlig var lidt dumt. Det fremgik jo egentlig tydeligt af sammenhængen, hvad han havde gang i – at tæske mig med et jernrør. Og hvorfor – fordi han havde lyst til at gøre alvorlig skade på mig. Ligeledes indså jeg, at jeg, i mit forgæves forsøg på at kommunikere med ham, faktisk hjalp ham i sit forehavende ved at blive ved med at udgøre et mål for hans misforståede, primitive, mentalt underlegne, men ganske hårdtslående, vrede.
Pennen ER stærkere end sværdet, men kun på afstand, og når der er publikum. Her ganske up close and personal, var det en lidt anden historie, og jeg gad ikke ulejlige mig med at finde min kuglepen frem.
Jeg tog et par skridt bagud og konstaterede, at jeg bevægede mig hurtigere end ham.
Når man regnede den styrthjelm fra, som han havde på for at skjule sin identitet, var han vel næsten et hoved lavere end mig, og jeg havde arbejdet et års tid med forskelligt hårdt fysisk sæsonarbejde – jeg var i mit livs form og formentlig en del stærkere end den lille indavlede korniske gnom, der stod foran mig. Med mindre han fik et heldigt slag ind, ville jeg helt sikkert kunne vriste røret fra ham, vælte ham, og gi’ ham den røvfuld, han fortjente. I enhver form for bare delvis fair kamp ville jeg vinde, og hvis det kom dertil, var jeg en vellidt del af den hær af blomsterplukkere, der hver morgen stævnede ud fra Varfell farm for at sikre Europas forbrugere en vedvarende forsyning af to bundter ”sovende” påskeliljer for en tier, så jeg kunne helt sikkert, i yderste konsekvens, mønstre en meget større gruppe af venner, der var klar til at vise ham og hans venner, hvad der sker, når man lægger sig ud med en flok gale blomsterplukkere.
Hvis jeg gjorde det her til en rigtig konfrontation, var jeg næsten sikker på at vinde - men vinde hvad?
Fyren her var sikkert vred fordi jeg havde smilet til hans pige, larmet for meget, fornærmet hans land/by/fodboldklub, været for udenlandsk eller – mest sandsynligt – bare haft det for sjovt nede på den lokale pub weekenden forinden. Måske en kombination, måske noget helt andet. Det kan være svært helt at forstå tankegangen hos dybt proviensielle og stærkt indavlede indfødte fra retarderingens grænseland.
Så det var en slags territorial krig dette her, han ville kæmpe om Breage’s gader – et fucking hul med ti huse, en branddam, et busstop og en pub. Et hul, som jeg alligevel havde tænkt mig at forlade indenfor en måneds tid til fordel for Amsterdam, Berlin eller København.
Nej fuck det! Det måtte han sku gerne beholde.
Jeg parerede et slag mere, hvorpå jeg vendte mig om og benyttede min fysiske overlegenhed til at løbe fra ham.