Heine Hexerei

Det var kun mine reflekser og en usædvanlig grad af held, der reddede mig, da han slog ud efter mig med det jernrør, han holdt mellem hænderne.
”Hvad fanden har du gang i?”, udbrød jeg.
Men han var ikke just snakkesaglig og slog ud igen. Jeg parerede med armen – heldigvis havde jeg tre lag tykke trøjer på, det var koldt for årstiden og jeg havde ikke været hjemme, siden jeg kom fra marken, så det gjorde ikke rigtig ondt.
Jeg samlede al min indignation. Og rækken af forældre, pædagoger og folkeskolelærere, som formanede om, hvordan folk der slår er mentalt underlegne og primitive, passerede for mit indre blik. Jeg udbad mig igen – denne gang meget skarpt - en forklaring på nøjagtig, hvad det var, han havde gang i – og hvorfor.
Næsten samtidig kom jernrøret igen susende efter mig, og jeg sprang til siden. Det slog mig, at mit spørgsmål egentlig var lidt dumt. Det fremgik jo egentlig tydeligt af sammenhængen, hvad han havde gang i – at tæske mig med et jernrør. Og hvorfor – fordi han havde lyst til at gøre alvorlig skade på mig. Ligeledes indså jeg, at jeg, i mit forgæves forsøg på at kommunikere med ham, faktisk hjalp ham i sit forehavende ved at blive ved med at udgøre et mål for hans misforståede, primitive, mentalt underlegne, men ganske hårdtslående, vrede.
Pennen ER stærkere end sværdet, men kun på afstand, og når der er publikum. Her ganske up close and personal, var det en lidt anden historie, og jeg gad ikke ulejlige mig med at finde min kuglepen frem.
Jeg tog et par skridt bagud og konstaterede, at jeg bevægede mig hurtigere end ham.
Når man regnede den styrthjelm fra, som han havde på for at skjule sin identitet, var han vel næsten et hoved lavere end mig, og jeg havde arbejdet et års tid med forskelligt hårdt fysisk sæsonarbejde – jeg var i mit livs form og formentlig en del stærkere end den lille indavlede korniske gnom, der stod foran mig. Med mindre han fik et heldigt slag ind, ville jeg helt sikkert kunne vriste røret fra ham, vælte ham, og gi’ ham den røvfuld, han fortjente. I enhver form for bare delvis fair kamp ville jeg vinde, og hvis det kom dertil, var jeg en vellidt del af den hær af blomsterplukkere, der hver morgen stævnede ud fra Varfell farm for at sikre Europas forbrugere en vedvarende forsyning af to bundter ”sovende” påskeliljer for en tier, så jeg kunne helt sikkert, i yderste konsekvens, mønstre en meget større gruppe af venner, der var klar til at vise ham og hans venner, hvad der sker, når man lægger sig ud med en flok gale blomsterplukkere.
Hvis jeg gjorde det her til en rigtig konfrontation, var jeg næsten sikker på at vinde - men vinde hvad?
Fyren her var sikkert vred fordi jeg havde smilet til hans pige, larmet for meget, fornærmet hans land/by/fodboldklub, været for udenlandsk eller – mest sandsynligt – bare haft det for sjovt nede på den lokale pub weekenden forinden. Måske en kombination, måske noget helt andet. Det kan være svært helt at forstå tankegangen hos dybt proviensielle og stærkt indavlede indfødte fra retarderingens grænseland.
Så det var en slags territorial krig dette her, han ville kæmpe om Breage’s gader – et fucking hul med ti huse, en branddam, et busstop og en pub. Et hul, som jeg alligevel havde tænkt mig at forlade indenfor en måneds tid til fordel for Amsterdam, Berlin eller København.
Nej fuck det! Det måtte han sku gerne beholde.
Jeg parerede et slag mere, hvorpå jeg vendte mig om og benyttede min fysiske overlegenhed til at løbe fra ham.

Han var jo begyndt at skrive blog. Altså det dér smarte på internettet, hvor man kan skrive små og store indlæg om alt mellem lommefilosofi og indestængt liderlighed. Evt. krydret med billeder man har fundet på nettet. Og links til andre mennesker, der har noget interessant at sige eller, som oftest, til andre mennesker, der heller ikke har noget, menneskeheden behøver at vide, på hjertet.
Han havde døbt sin blog: ”Liv og Tanker” hvilket han syntes var en god, kort og præcis formulering af det, hans blog skulle være. Så kunne andre, ja enhver, der var interesseret, følge med i, hvad han sådan gik og lavede og spekulerede over.
Han havde fået idéen på en ferie. Han havde været en uge på Fuerte Ventura, en af de canariske øer, og her havde han snakket med en sød tysk pige, Giesela, fra Köln, som havde fortalt ham om sin blog på ”Meinerraum.de”
De havde snakket helt vildt godt sammen, hun kunne næsten ligeså meget engelsk, som han kunne tysk, og det havde ligesom ligget i luften, at der skulle ske noget mere.
Men han var ikke så socialt udadvendt, hun skulle blive der 10 dage længere end han, og hver gang det var lige ved, begyndte hun at snakke om en eller anden Udo, Helmuth eller Berndt, som hun kendte fra gensidige kommentarvekslinger på ”Meinerraum.de” Det løb med andre ord, og hvis I vil undskylde mig formuleringen, ud i sandet.
Så han kom hjem en anelse mere solbrændt, men ligeså single, som da han tog af sted. Det var nok også det bedste, mente han, tænk hvis nu de var blevet kærester, og hun boede i Köln og han på Amagerbrogade … Det ville også bare have været for besværligt.
Og nu havde han jo også den kommende blog at se til, den skulle nok skabe noget liv og røre omkring hans person.
Han googlede lidt rundt og fandt en dansk udbyder, der stillede gratis blogspace til rådighed mod at de til gengæld måtte publicere udvalgte uddrag i en af hovedststadens gratisaviser.
Han syntes tanken om at komme i avisen var ret cool – tænk hvor mange der ville læse ham hvis … NÅR han kom i avisen.
Opildnet ved tanken om sin forestående berømmelse kastede han sig over sit første indlæg i bloggen, der kom til at omhandle hans nys overståede chartertur. Det blev skidegodt, syntes han, og spændende – han havde i hvert fald pyntet lidt på historien og indlagt en rørende afskedsscene med Gisela i lufthavnen på Las Palmas, frit efter egen fantasi og dialogen fra slutscenen i Casablanca.
Han valgte at lægge indlægget i kategorien ”rejser” - rejser i flertal, selvom han, hvis han skulle være ærlig, udover turen til fuerte ventura, ikke havde været ude at rejse siden han som 12 årig var i Sverige med sin mor og med sin nuværende indtægt ikke havde udsigt til at kunne gentage succesen de første mange år ud i fremtiden. Men det var der jo ingen, der vidste.
Han publicerede indlægget, og det gav et kriblende sug i maven. Hvornår mon kommentarene til hans indlæg ville begynde at vælte ind?
Han checkede lige … Det var godt nok hurtigt … men ak! Det var kun en automatisk kommentar, genereret af systemet for at hilse ham velkommen og hjælpe ham i gang.
I løbet af dagen checkede han bloggen flere gange, men der skete ikke rigtig noget – det var nok bare, fordi de syntes, at det var så godt, at de sad og tænkte over et svar, måske de lige ville sove på det?
Men nej, da han kom hjem fra sit arbejde og spændt loggede på, viste det sig, at ikke en eneste havde gidet kommentere hans indlæg.
Det holdt ham nu ikke tilbage, de skulle nok bare lige lære ham at kende og over de næste par dage postede han en håndfuld små filosofiske betragtninger over livet … I et supermarked. For han tilbragte jo 40+ timer ugentligt nede i den lokale Superbest butik, så størstedelen af hans univers var fyldt ud med havregryn, toastbrød, hakket kød på tilbud, to pakker lokumsrulle for éns pris, flaskebonner, kasseopgørelser og en sixpack billigbajere med hjem til at dulme smerten i ryggen og sjælen.
Men, som han resonerede overfor sig selv, alle kommer jo i supermarkeder, det er faktisk en af de ting, vi har til fælles på tværs af race, køn og social status … Altså lige undtagen dronningen og sådan nogle, han kunne ikke rigtig forestille sig Dr. Margrethe d. II. i en Nettobutik – man må hverken ryge eller have sin gravhund med. Men ellers burde alle mennesker interessere sig for detailhandelsfilosofiske betragtninger om, hvorfor det altid er de mest besværlige kunder, der køber de varer, der går forkert ind. Eller hvorfor de sidste 10 kunder ALDRIG har lige penge, så der altid er for mange eller for få mønter i kassen, når man tæller op.
Der var ikke noget galt med relevansen eller kvaliteten af hans indlæg på bloggen … Det MÅTTE være de folk, der kom inde på bloggen, der var noget i vejen med.

Det var sådan en eftermiddag/aften hun blev født. Han sad dér, godt på vej igennem sin tredje fyraftensbajer, og ventede på, at den aspargessuppe, de havde på tilbud i denne uge, skulle smelte i gryden, da det stod klart for ham, at så måtte han selv hjælpe det lidt på vej. Og inden nogen kunne nå at sige ”Mousuppe med kød og melboller og opvarmede hattingflûtes”, havde han oprettet en ny bruger og en blog kaldet ”Strippersild fra Mars” Han havde krydret den med et sløret, men meget afslørende billede af en silikonepumpet kvindekrop og modelleret ”strippersild”s personlighed over et sammensurium af stripperkongens piger, som han havde fulgt intenst med i dengang.

”Strippersild” syntes, det var total synd, at han og Giesela måtte skilles i Las palmas og at flere af hans småfilosofiske betragtninger var ”wauuw” og ”fantastisk godt set”.
Han syntes, til gengæld, bare hun skulle glemme alt om janteloven og sige ja til at synge i det dér band, med ham af hendes venner, der havde været studiemusiker på alle Nick og Jay -pladerne. Sådan gik der nogle dage, hvor de ping-pongede lidt frem og tilbage. Han glædede sig helt vildt til at komme hjem, for han vidste, der ville ligge en kommentar eller to, og han var næsten i stand til at glemme præcis, hvad han selv havde skrevet.
”Strippersild” fik faktisk også et par kommentarer ”udefra” Diverse mere eller mindre indirekte tilbud fra savlende liderbukse, der tændte helt vildt på hendes blogtitel – især en ihærdig støder, der kaldte sig ”FEO. – Federe End Orgasme”, havde så svært ved at fatte, at hans tilnærmelser ikke var ønskede, at han røg på Ban-listen.
”Hun” måtte jævnligt poste fornærmede indlæg om, at ”Strippersild vil IKKE date!!!” Og en del af deres indbyrdes samtale drejede sig om, hvor lamme og creepy de fleste mænd er, og hvor godt det var, at han var anderledes.
Men efterhånden gik det op for ham, at det nok virkede påfaldende, at de to alias’er næsten udelukkende snakkede med hinanden, så han opfandt ”Bents Bizar Bazar” En samling af syrede, men abnormt dårlige forsøg på surrealistiske digte og små historier. Personligt brød han sig virkelig ikke om det, det var for barnligt plat for ham. Men ”strippersild” syntes det var ”vildt grineren”, og hende og Bent havde jævnligt nogle kommentarvekslinger, han krummede tæer over.
Til gengæld brød strippersild sig aldeles ikke om ”TilbudsTesten”, en blog der sammenlignede tilbudsaviser fra forskellige danske butikskæder med indgående analytiske vurderinger af jomfrueligheden af den ene koldpressede olivenolie, sammenlignet med den anden. Eller ”sugeevne pr krone”-målinger af køkken- og toiletrulle eller bleer og menstrautionsbind.
”Liv og tanker” syntes det var ganske spændende og supplerede ofte med priser fra Superbest, når de manglede og en lille tilbudsrelateret butiksanekdote.
Men det begyndte at gøre indhug i hans personlige ressourcer alt det bloggeri. Han havde ellers strammet op på skemaet: Han havde reduceret nattesøvnen til maks. seks timer, han lavede mad i store portioner, som så kunne fryses og senere bekvemt varmes op i mikroovnen, han havde smidt tv’et ned i sit kælderrum og var holdt op med at spilde tid med at skifte til civilt tøj, når han kom hjem fra butikken. Men det nyttede bare ikke. Der var simpelthen ikke nok tid! Især efter at ”Tante fjas” – en ældre dame, der fortalte extremt dårlige vittigheder, inspireret af Kaj Løvring og Eddie Skoller, var begyndt at husere. Desuden mente han, at det kunne virke påfaldende, at alle hans personaer skrev i tidsrummet mellem Superbest’s lukketid, og når han, dødtræt, var nødt til at vælte omkuld i sin seng.
Så han begyndte at melde sig syg ind imellem, så ”Strippersild” kunne sige godmorgen og ”Bents bizar bazar” kunne sidde oppe hele natten og afholde rablende enetaler.
Og når han var på arbejde var han sløv, fordi han sov alt for lidt, uopmærksom, fordi han altid tænkte på bloggen, og usoigneret, fordi han havde skåret bad, skæg & hårpleje og tøjvask ned til lidt under normalt minimum.
Og hans ”sygedage” tog til i stadig videre og videre omfang. Den gamle købmand gik og sukkede over, hvor galt det var ved at gå med en ellers så lovende ansat (købmænd elsker ansatte, der ikke har noget liv).
… Men efterhånden som hverdagslivet skrantede, gik det nærmest modsat proportionalt fremad i bloglivet. For hans idé fungerede, hvis der et lidt hype om noget, er der altid en stak uselvstændige nokkefår derude, der er klar til at slutte op om det og brægende følge fåreflokken eller rækken af lemminge. Så hans blogs begyndte pludselig at blive ganske omsværmede. Dagligt var der ”fremmede”, som lagde kommentarer og begyndte at linke, men han havde alt for travlt med at passe sine blogs til at reagere ordentligt på det og svarede igen med få ord, eller som oftest slet ikke. Ikke engang da han var i avisen tre dage i træk, og alle lige skulle lykønske ham.

Købmanden fik nok den dag, han bad om fri til at begrave den tredje bedstemor på moderens side, og bad ham forlade butikken omgående.
Han vendte rundt på hælene og løb hjem til bloggen uden at se sig tilbage en eneste gang.

Og han forlader den kun nødtvunget nu, hvor han er blevet fuldtids.
Man kan fint leve af en bistandshjælp, hvis man ikke har andre udgifter end husleje, internet, baked beans, nudler og en kasse Nettoøl i ny og næ.
Og der ingen risiko for at få et job, selv i disse arbejdsløsløse tider, hvis man ikke har vasket sig i 14 dage før jobsamtalen.
Og nu er der overskud til at oprette en hel håndfuld nye blogs, til at underbygge de eksisterende.
Og han er så væk i det, at han ikke længere ved endsige bekymrer sig om, hvorvidt det er ham selv, eller en anden han snakker med.
Og ingen har fattet mistanke, selv ikke da han fingerede en forfatterblog, og lod forfatteren afsløre hele hans blændværk.
Og der er ingen der hører han skrig om hjælp.
Og han blogger og blogger til han taber den sidste rest af erkendt identitet.
Og det hele begyndte med at: Han var jo begyndt at skrive blog.

Han elskede sin ukrudtsbrænder.
Hver morgen, når han mødte, og hver eftermiddag, før han skulle hjem, stod han en stund med et saligt smil og nød synet af det blankpolerede messinghovede og den bløde smidige sorte slange – armeret kvalitetsslange, godkendt til 20 bar, og skåret til i den perfekte længde for en mand af hans højde og med hans armlængde. Han havde brugt flere uger på at måle slangebehovet ud under alle forhold. Faktisk burde alle, ligesom ved fodtøj, have et slangenummer, så man hurtigt og ubesværet kunne vælge en slange i den rigtige længde. I en af hans yndlingsfantasier havde han åbnet en specialbutik kun for ukrudtsbrændere og tilbehør … Han kunne se det for sig:
Her, en sektion med dysser, dobbeltdysser, rør i forskellige længder og håndformede greb til både højre- og venstrehåndede.
Der, en sektion med slanger i forskellige længder og alle regnbuens farver.
Og gasflasker af alle gængse typer, med tilhørende vogne … Måske skulle han endda få tilknyttet en maler, så man kunne få custom malede gasflasker og vogne – lidt ligesom det dér program i fjernsynet med biler og motorcykler.
… og der skulle han så stå og tage imod kunderne, mens han med kyndig mine og et trænet blik bemærkede at: ”De er vist et slangenummer 43, se om de kan finde en dessin på denne hylde, der passer Dem!” , ”Denne dysse er en ægte Bunsen!”, ”Denne  tænder virker også i regnvejr”
Men han var godt klar over, at det ville være risikabelt at starte op som selvstændig, selvom han jo nok mente, at kundegrundlaget kunne bære – selvfølgelig ville folk valfarte fra hele landet – ja sikkert også Sverige og Tyskland, når de fik nys om butikken.
Han var langt mere bange for at butikken og driften ville tage al hans tid, så der ikke ville blive tid til at…

Han elskede sin ukrudtsbrænder.
Han elskede ritualet: Først tænde på flaskehanen og mærke slangen blive hård og spændt med en lille pirrende hvislelyd. Så dreje lidt på regulatoren til gassen begyndte at sive. Han havde en stor flintestenstænder – ja faktisk havde han også en i reserve, men det var pålideligt udstyr, så der var sjældent brug for den.
Der var noget uendeligt tilfredsstillende over den, næsten helt menneskelige, ”plof”-lyd, pilotflammen lavede, når den blev tændt. Han plejede at justere den til mellem 5 og 7cm alt efter vindforholdene.
Og nu kom det så, det øjeblik, han levede for.
Han lagde forsigtigt tre fingre på grebet, han måtte synke en klump af ophidselse, det løb ham koldt ned ad ryggen, det sitrede i lænden. Han kunne mærke huden trække sig sammen om testiklerne og lemmet dunke mod underbuksernes kant…
Han trykkede håndgrebet i bund, og ilden brusede ud af brænderens hoved. Han var en gud, der gav sig hen. Han var almægtig, hævet over godt og ondt.
Alle de tæsk han havde fået af faderen, brødrene og i skolegården. Alle de gange han var blevet hånet og ydmyget af moderen, lærerinden og især af jævnaldrende piger og kvinder.
Al smerte, fortvivlelse, afsavn, frygt og had …brændte væk i flammernes lutrende genfødsel.
Han svingede brænderen til højre og venstre … og ligeud. Slog ned på ukrudt og misvækster med retfærdighedens flammende sværd.

Han elskede sin ukrudtsbrænder.
De andre gårdmænd i boligforeningen syntes han var temmelig mærkelig, men han fik tit besøg alligevel. Hans boligblok rummede nemlig både ”Fætters kiosk” og et snusket værtshus, der vist nok, hvis man skrabede 20-30 års smog og gadesnavs af skiltet, viste sig at hedde ”Perlen”. Blandt gårdmænd refererede man udelukkende til det som ”Kostens Hvile” eller ”Kosten” i daglig tale, og det var her dagens debriefing normalt foregik sådan hen ved 12-15 tiden, alt efter hvornår formanden tog hjem og behovet for at holde på formerne svandt – som en af dem yndede at udtrykke det, så kunne han jo ligesågodt sidde henne på kosten og drikke øl, som sidde i værkstedet med sine høkerbajere og lave ingenting!
Det var mere ærligt på den her måde og Ruth og Bjarne, Perlens midaldrende og meget alkoholiserede værtspar, så ikke nogen grund til at stikke deres indkomstgrundlag i ryggen.
Han var godt tilfreds med, at værtshuset lå i hans område. Det gav ikke noget ekstraarbejde – snarere tværtimod. Hvis der var noget vedligeholdelseskrævende inde på kostens hvile, sad der altid en håndfuld gårdmænd, som hver især gerne lige ville ordne det i en ruf for en bajer.
Og efter lukketid, eller når der var meget travlt, havde stedets mandlige gæster for vane, at vande hans fortov, og dermed ukrudt, med god næringsrig øl-ajle.
Han brød sig ikke selv om smagen af øl, men havde et par gange sat sig ind og fået en fyraftenscola med kollegaerne, dog først efter kl. 14.30 – der var altid lige noget ukrudt man kunne brænde, eller noget udstyr man kunne vedligeholde, hvis der var tid til overs inden fyraften. På dette tidspunkt var kollegaerne altid så overrislede, at han måtte opgive at blande sig i samtalen, hvilket passede ham fint, da han egentlig ikke brød sig om at tale med andre mennesker.

Han elskede sin ukrudtsbrænder.
Nok til, at han altid var frisk på at give en hånd med, når en af de andre gårdmænd skulle have brændt sine fortove. Ofte byttede han med en af de andre, således at han fik lov til at brænde, mens den anden fik lov til at lade, som om han vaskede trapper, mens han kølede sig på kolde Maribo-pils nede fra fætters kiosk – en ordning, der var helt til alle parters tilfredshed.
En anden af hans yndlingsfantasier var at lave et specialfirma, der kun tog sig af ukrudtsbrænding. Så kunne boligadministratorene rundt omkring lige bestille brænding af den eller den gade til fast pris pr. kvadratmeter. Eller lave en fast abonnementsaftale, hvor de selvfølgelig fik lidt rabat, mod at de forpligtede sig til at bruge ham 2-3 gange om måneden. Tænk engang at leve udelukkende af at brænde ukrudt!
Han havde allerede fundet på et slogan til firmaet:
”Vi brænder for
at brænde for dig!”
Men spørgsmålet var bare om der nu var et marked for den service alene, eller om ejendomsselskaberne ville kræve, at man også tog sig af fejning, beskæring og … trappevask! … Og så kunne han jo ligeså godt fortsætte her, hvor han kunne slippe af sted med at brænde ukrudt det meste af tiden.
Desuden ville det blive svært at finde beskæftigelse i løbet af vintermånederne.

Han Elskede sin ukrudtsbrænder.
Men han hadede vinteren!
Det var en lang og kummerlig, mørk og kold tid, næsten uden lyspunkter, kun snerydning og trappevask – han var overbevist om, at helvede måtte være noget i samme stil, koldt og mørkt. Det eneste der holdt ham gående i den mørke tid, var det ugentlige udstyrseftersyn og vedligeholdelsesarbejde.
Hver fredag morgen skilte han, efter omhyggeligt at have sikret sig, at der var lukket for gasflasken, brænderen ad i sine bestanddele, som han hver især rengjorde med en blød klud og smurte forsigtigt med et par dråber syrefri olie. Slangen blev aftørret og behandlet med et frygteligt dyrt, silikonebaseret gummiplejemiddel, der egentlig var tiltænkt sexlegetøj, men var ideelt til at holde slangen blød og smidig og gav den en lækker skinnende overflade. Gasflasken blev aftørret med lunken sæbevand og derefter ligeledes indgnedet med et par dråber olie.
Det var fornøjeligt arbejde, men efter at have serviceret apparatet var han naturligvis også nød til at teste, om det stadig var funktionsdueligt. Så et par dyrebare vitale minutter, tændtes gløden i hans øjne, korresponderende med pilotflammen og en 2-3 gange – man skal jo ikke spilde gas unødigt – smilede han stort og saligt i takt med flammebrølene fra mundstykket.
Sådan en session kunne holde ham varm hele weekenden og et godt stykke ind i næste uge.
Én gang, midt i januar, under en særlig hård periode med frost, havde der været behov for at rense et sandfilter i et afløb, hvor risten var frosset fast. Og han havde fået ordre på, sådan helt ekstraordinært, at tænde op og smelte den fri! Dette minde var et af hans allerkæreste og et symbol på håb, selv midt i den mørkeste nat.

Han elskede sin ukrudtsbrænder.
Om sommeren gik han altid en tur, sidst på eftermiddagen, så han lige kunne være behjælpelig med at hente udstyret og få ordentlig gang i kullene, hvis der var nogen af beboerne, der skulle grille.
I meget tørre perioder sneg han sig ud om natten og vandede strategisk udvalgte områder med vand og substral.
Om vinteren brugte han ingen salt, da det hæmmer plantevæksten, men nøjedes med at gruse sine fortove.

Han elskede sin ukrudtsbrænder.
Og det blev da også, til sidst, hans endeligt, da der en vinter var brug for adgang til de gashaner i det udvendige skab, som takket være en usædvanlig stivnakket martskulde lå dækket af sammenpakket is, armeret med grus og småsten.
Beboerne var hysteriske, og gasmanden havde meddelt, at han kunne ordne det om en halv time, eller om en halv måned, fordi hans kollega var på ferie, og afløseren var syg. Der var simpelthen ikke anden udvej end at smelte lortet fri.

Politiets teknikere havde ikke svært ved at konstatere årsagen til gaseksplosionen og kunne tilføje, at det var heldigt, at der var så lidt ilt tilstede omkring den utætte hane.
Der var, udover det beklagelige dødsfald, kun sket meget begrænset skade på bygningen, så alt i alt var det held i uheld.

Han havde på forhånd truffet forholdsregler i tilfælde af hans pludselige dødsfald.
Han ville, sjovt nok, kremeres og havde forudbetalt gravstedet og en sten i rød granit, udsmykket med en stiliseret Phønix og inskriptionen:
”Han elskede sin ukrudtsbrænder”

(Jeg ønsker ikke dette indlæg citeret)

Det var under en bro,
nær Canteburry,
jeg mødte “irish Mick”

Vi var begge flygtet,
fra et eller andet,
men begge to
mest fra regnen.

Han råbte mig op,
med tandløs, irsk accént
og jeg forstod
han skulle bruge en smøg.

-så jeg inviterede ham over på MIN side af bækken.

Og lidt tid,
et par smøger
gik,

mens vi sad og delte
vores ensomhed,
vores historier
og skiftedes til at bande over regnen.

For Mick havde noget pølse og bacon!
 - men kunne ikke tænde bål.

Og jeg var sulten og fattig!
 - men havde campinggrejet i orden.

Så vi holdt et festmåltid,
under broen:

Pølse, snak, bacon, sludder, smøger, krydret med et par historier,
og en lille souvenir fra Amsterdam til dessert.

Og regnen holdt op,
og vi blev enige om
at livet slet ikke var
så værst endda.

Jeg gav ham resten af min tobak
- jeg havde et par pakker ekstra.

Mick lagde sig til at sove

og jeg gik videre

i retning af Maidstone.

Kaffen smagte helt forkert her til morgen, hun havde vasket hans kop.
Han havde ellers drukket sin kaffe af den samme kop i snart to år nu og sparet at vaske den op, for han skulle jo alligevel bruge den igen næste gang og kun til kaffe, desuden brød han sig ikke om smagen af sulfo, og det tog så lang tid, at skylle den slags af igen. Især i kaffe syntes han, at smagen var gennemtrængende.

Men her sad han nu og drak kaffe med sulfosmag.

Det var ellers lykkedes ham at frede den gennem længere tid, men i går havde hun været alene hjemme og havde benyttet sig af lejligheden til at slå til mod koppen, som hun vist nok havde haft et godt øje til længe.
Der var mange andre områder hans tilværelse havde ændret sig på, siden hun flyttede ind, og de fleste af disse omvæltninger hilste han velkommen. Det var faktisk helt rart, måtte han modstræbende indrømme, at man kunne komme ind og rundt i lejligheden uden at måtte sparke sig vej gennem rod og vasketøj. Og i og med at den normalt fremherskende tilstand var orden, blev han også selv motiveret til at rydde op efter sig.
Og hans mor havde jo haft ret, dengang hun prøvede at banke ind i hovedet på ham, at livet er nemmere, når man skyller af efter sig.
Det havde hun nu fået stadfæstet gennem eksemplets magt.

Og hun sørgede for, at der altid var rent tøj. Det var sådan en lettelse. Han hadede at vaske tøj, så førhen havde han udskudt og forhalet tøjvasken, til der ikke var en trevl rent tøj tilbage, hvilket medførte at tøjvask var et heldagsprojekt af maratonagtig karakter, når han knoklede sig igennem sine stakke. Dette gjorde så, igen, at tøjvask hang ham så langt ud af halsen, at der gik lang tid, før han kunne så meget som at tænke på det igen – en ond cirkel.
Hun havde på den måde, med orden, renlighed og tøjvask, brudt den onde cirkel på mange fronter i hans tilværelse …

… Men kaffen smagte helt forkert her til morgen metallisk, sulfoagtig …

Førhen havde der altid siddet et lag af kaffeaflejringer, som en kop inden i koppen, og kaffen havde altid haft en særlig rund og mild smag, det var, som om koppen var en slags smagsbuffer. Først på måneden, hvor der var mere af alting, aflejredes der kaffesmag, der så blev opløst sidst på måneden, når bønnerne blev spædet ekstra op med vand, således at kaffen altid havde en ensartet styrke og smag. Faktisk havde han, en måned hvor han var ekstra flad, hældt en kopfuld kogende vand op og fået en hæderligt smagende kaffeerstatning ud af det.

Men der var jo heller ikke længere så store udslag i økonomien. Efter at de var blevet to i husholdningen, var der kommet mere kontinuitet og planlægning ind i billedet, faktisk havde det i den tid slet ikke været nødvendigt at spare på kaffemængden. Det sparede jo gevaldigt på ressourcerne, at der var et rent køkkenbord og ditto gryder, så man bare kunne lave mad i stedet for at lade sig friste til en pizza. Endvidere havde han genfundet glæden ved selv at lave mad, nu der var en anden at lave mad til – det er så trist og uinspirerende at lave mad til sig selv alene.
Og det koster jo nærmest det samme at lave mad til en eller to …
Men det er så uendeligt meget hyggeligere at have nogen at spise sammen med, se film sammen med, tale sammen med og ikke mindst at sove sammen med.
Sådan en weekendmorgen, som i dag, hvor han stod op lidt senere og fandt kaffen stående dampende og parat, med hendes kop ved siden af, var vel nok rigelig kompensation for en smule sulfosmag.

Han kunne høre, at der blev trukket ud på toilettet, og et par øjeblikke senere kom hun smilende hen og kyssede ham godmorgen.
”Hvordan med kaffen?”, spurgte hun, ”Er den for stærk eller for svag?”
Han smilede til hende: ”Den er perfekt, skat, en rigtig god kop kaffe!”

Første gang jeg bemærkede lugten, var en tirsdag, uden at jeg af den grund skal lave billige ordspil om tisdag.
Det havde været usædvanligt varmt, usædvanligt længe den sommer, og det ville bare ikke regne.
En af mine institutioner led af en nyanlagt bøgehæk, der skulle vandes i fire separate sektioner, så meget af min tid gik med at løbe frem og tilbage med vandslanger og kæmpe mod lynkoblinger, mellemstykker og genstridige haner.
En anden stor del af min koncentration gik på at styre i en stor bue uden om kiosker, beverdinger og kollegiale fyraftensbajerseancer i parken, da konen og jeg havde eksperimenteret os frem til, at livet var lettest, hvis jeg først og fremmest afkølede mig med postevand. Og sandt at sige følte jeg mig også meget bedre tilpas, rent fysisk, nu hvor humle ikke udgjorde en af basisgrupperne i min kostpyramide.
Jeg var holdt op med at ryge efter brylluppet, og min smagssans var ved at vende tilbage. Det samme gjaldt, desværre havde jeg nær sagt, også min lugtesans.
En anden af mine institutioner ligger i det tidligere ”Kronprinsesse Louises asyl”, klods op af Brumleby, og er på mange måder enhver gårdmands mareridt.

Hele grunden og området omkring er gavmildt overstrøet med store flotte kastanjetræer, og det er selvfølgelig meget kønt og skyggefuldt på de aller hedeste dage … Det betyder så til gengæld også, at der er blade og andet nedfald til enhver årstid. Fra midt i august, hvor blomsterne begynder at drysse, over kastanjehelvedet, til det sidste blad slipper grenene engang i løbet af foråret.
Endvidere er der en håndfuld ahorntræer, der med usvigelig præstation vælger at fylde pauserne mellem kastanjernes drysseri med egne blomster, frø og blade.
Jeg bliver sgu aldrig arbejdsløs …
Sædvanligvis fejede jeg stedet mindst hver anden dag, men grundet usædvanlig arbejdsbyrde, takket være kollegaernes sommerferie, havde jeg ikke været over den siden onsdagen før, så hele stedet var gavmildt overstrøet med lysegrønne kastanieblomster. En af pædagogerne havde henkastet en bemærkning om, hvor kønt det var, hvilket jeg havde besvaret med en hovedrysten og et foragteligt fnys.
”Well a man’s gotta do, what a man’s gotta do”, og det gælder såmænd også for gårdmænd, så jeg hentede min kost, min skovl og min trillebør og gik så småt i gang med at feje …
Jeg stoppede hurtigt igen, da jeg nåede ind under et af træerne, og kosten nærmest hang fast i underlaget. Asfalten var smurt ind i en tyktflydende klæbrig substans, der var gået i forbindelse med blomsterbladene … Det var som at feje en blanding af sirup og havregryn op.
Jeg stod fraværende og prikkede lidt til klisteret med kosten, da en anden af pædagogerne kom forbi og sagde: ”Ja, der er ulækkert, ikke?” Det kunne jeg jo kun tilslutte mig. ”Ved du godt, at det er bladlusetis? Ja, det sagde de i fjernsynet i går”, forsvarede hun sig, da jeg kiggede meget skeptisk på hende.
”Bladlusetis …” Den måtte jeg lige vende et par gange … Men det havde ikke regnet i en måned, og for at noget kan være klistret, må det være fugtigt, og der var gevaldigt klistret under træerne, og træer sveder bare ikke, selvom det er nok så varmt … Det kunne ikke være dug, da der KUN var klistret under træerne. Endvidere var luften så tør, at det var uger siden, der var faldet nævneværdige mængder af morgendug …
Jo mere jeg overvejede sagens indicier, jo mere indlysende blev det, at bladluseforklaringen var god nok!
Bladlusetis… Jeg var rystet, meget havde man budt mig …
Jeg var før blevet skidt på af køer, duer, døde kalkuner og i overført betydning af mine medmennesker. Jeg havde i perioder taget meget pis, men aldrig før var jeg blevet pisset på af et dyr, der var en tusindedel af min egen størrelse… Endda litervis af stadset!
Jeg blev edderspændt, men havde ikke rigtig noget at vende min vrede mod. Jeg stirrede olmt på trækronerne 5-6 meter over hovedet på mig, mens jeg kæmpede en hård kamp mod lysten til at smide kosten fra mig og gå i protest.
På den anden side ville det jo også være pinligt at lade sig slå ud af et insekt på størrelse med en loppe, om der så var tusinder af dem, så jeg gik langsomt og mekanisk i gang med at skubbe lortet sammen i bunker og skovle det op i en affaldscontainer.
Det var under dette møjsommelige arbejde, at lugten først manifesterede sig, ikke på én gang, men langsomt sneg den sig ind på mig, som et lugtesanseligt baghold.
Faktisk havde jeg, da jeg først begyndte at snuse undersøgende, lidt af et deja vu (eller hvad det nu hedder, når det er en lugt, det drejer sig om), da den jo havde været der længe, ja måske endda, svagt, ved tidligere lejligheder.
Lugten er ikke umiddelbart ubehagelig, den er sødlig med en snert af den type blade, kræene har ernæret sig af, og så den her udefinerbare, diskrete pislugt. Ikke umiddelbart ubehagelig … Men så meget desto værre, for når man først én gang har fået færten, undslipper man den ALDRIG igen.
Midtvejs i projektet opdagede jeg den, som nævnt, først helt ude på erkendelseshorisonten, men efterhånden som jeg blev mere bevidst om lugten, kravlede den tættere og tættere ind under huden på mig. Gennemsyrede mit hår, mit tøj, ja selve min sjæl!
Da jeg langt om alt for længe var så færdig, som jeg nu engang formåede at blive, følte jeg mig virkelig skidt tilpas.
Mine arbejdsredskaber var selvklæbende, og jeg var smurt ind op til albuerne i den her fedtede, og i tiltagende grad ildelugtende, substans. Jeg følte mig besudlet, og en halv times skrubben og skyllen synes ikke rigtigt at afhjælpe problemet.
Jeg havde det så dårligt, at jeg var nød til at tage hjem, så jeg spændte cykelhjelmen, mens jeg holdt vejret – for mine hænder lugtede stadig - og begav mig hjemad mod Frederiksberg. Varmen, den stillestående luft og smoggen havde lagt låg over hele hovedstadsområdet. Jeg havde det, som om jeg trak vejret igennem en dyne. Og hver gang jeg passerede en hæk eller et træ på vejen, gibbede det i mig, og lugten fik kvalmen til at blusse op … Det var som om hele byen var smurt ind i stinkende bladlusetis. Normalt kørte jeg gennem parken hjem, men denne dag måtte jeg krybe i en stor bue udenom og var flere gang ved at besvime af kvalme. Jeg har aldrig siden vist mig i parken, da mindet alene er så kvalmende og angstfremkaldende, at jeg er bange for at få et tilbagefald.
Det lykkedes mig at nå helt til bøgehækken ved opgangen, før det blev for meget, og jeg krængede indersiden af min mavesæk ud, mens brækket sprøjtede ud af mig .
Jeg var i en sølle forfatning, da jeg nåede 3. sal og lejligheden. Jeg flåede tøjet af, da det stank af bladlusetis, og smed det i affaldsskakten. Konen gloede noget, da jeg kom kravlende splitternøgen ind af døren. Jeg mumlede uforståeligt om bladlusetis og om at vaske mig i petroleum, hvilket overhovedet ikke så ud til at berolige hende.
Først da jeg sad inde under bruseren og havde vasket både krop og hår et par gange, fik jeg ro nok til at forklare hende, hvad der var sket.
Det skal siges til hendes ros, at hun faktisk prøvede at forstå, hvad min ophidselse gik ud på, men det er svært at forklare bladlusetis til en uindviet … lidt ligesom at forklare en regnbue til en mand, der er født blind. Men hun gik med til at undersøge samtlige husets potteplanter med en lup og lukke alle vinduer mod, at jeg kom ud fra badeværelset.
I løbet af aftenen lykkedes det hende, mellem ca. 30 gange håndvask, at berolige mig nok til, at jeg besluttede mig til at tage på arbejde næste dag. Jeg sov nærmest ikke den nat. Hver gang jeg lukkede øjnene så jeg dem for mig: Små lysegrønne insektbagkroppe, der stak frem fra kviste, blade og bygningsfremspring og bombarderede mig med klistrede dråber af stinkende bladlusesekret.
Hele den næste dag gemte jeg mig i værkstedet under Kennedygården – endnu en af mine institutioner, der udmærker sig ved, ud over et par enkelte små eksemplarer, at være blottet for træer og høje buske. Jeg gik tidligt hjem under dække af at skulle til planlægningsmøde. Turene til og fra arbejde var ulidelige, men jeg havde afhjulpet problemet lidt ved at binde en petroleumsvædet klud om næsen. Det kvalte selvfølgelig ikke fuldstændig lugten af bladlusetis, men slørede den nok til at jeg kunne bevare orienteringen. At jeg så fik et rødt eksemagtigt sår under næsen i stedet, var en pris, jeg var villig til at betale.

Resten af ugen står lidt tåget i min hukommelse, bl.a. fordi jeg stort set ikke sov i det tidsrum. Jeg husker flere angreb, hvor bladlus så store som knytnæver svævede rundt i flokke og forsøgte at få ram på mig. Jeg ved at, flere af mine ellers betroede venner viste sig at være i ledtog med bladlusene, eller selv ligefrem at være bladlus i forklædning. Jeg holdt op med at tage på arbejde, men sad i stedet på altanen og holdt vagt med en stor fluesmækker og et par dåser fluegift, så de ikke skulle liste sig ind den vej. Jeg tror nok, at jeg kom til at overspraye min kone ved en af disse lejligheder, fordi jeg troede, at hun var en forklædt bladlus. Det eneste, jeg er helt sikker på, er at gennem disse dage blev det stadigt varmere og varmere, og lugten af bladlusetis blev stærkere og stærkere. Jeg erindrer svagt, at jeg stod på altanen og var ved at forberede mig på at hoppe ud og få det overstået, jeg var færdig, klar til at kapitulere … da et pludseligt skift i vinden bragte antydningen af en anden duft med sig fra mere barmhjertige himmelstrøg. … Kunne det mon være? … Turde man håbe? … Jeg tog en dyb indånding, og lidt af anspændtheden forsvandt. Jeg gik rask ud mod gangen og væltede ned af trapperne, da elevatoren var for lang tid om at komme. Da jeg slog døren op, blev jeg ramt af en mur af varm luft og bladlusestank, og det krævede al min styrke at tvinge mig igennem døråbningen. Hvert skridt var en maraton, men jeg stavrede ud over parkeringspladsen og ind i …
De første velsignede regndråber ramte mig i panden, og klarheden vendte tilbage sammen med modet og styrken. Tordenguden varmede op med et par blitzende væg til væg kiler, mens jeg afførte mig mit tøj. Himlen mørknedes og åbnede så for sluserne. Regnen skyllede ned i stride strømme og rensede luften, tage, gader og stræder og ikke mindst træer og hække på sin vej. Det var vederkvægelse og manna fra himlen. Det var velsignelse og renselse. Jeg trak vejret dybt og grådigt og brød ud i et lovsangsmedley bestående af alle de brudstykker af tekster og melodier omhandlende regnvejr, jeg kunne huske, plus et par stykker jeg digtede til lejligheden. Jeg dansede rundt til regnens rytme, og det var et eller andet sted, midt i denne jubeltrance, at jeg genfandt min mentale stabilitet. Jeg blev ude i regnen i timevis, og først tredje gang min kone kaldte oppe fra altanen, samlede jeg mit tøj sammen og sjoskede hen mod gadedøren. I en vandpyt under hækken lå et par lysegrønne insekter og kæmpede for livet. En af dem var lige ved at nå bredden og fodfæstet … Jeg smilede sadistisk og skubbede den ud på midten med en kvist.
Så ku’ den fandeme lære det!

Man hører det så ofte, at den og den arbejder på Mc. Donalds, i Netto eller går med aviser, og at det kraftedeme er et lortejob.

Når jeg hører den slags uvidenhedsytringer anlægger jeg altid mit mest bedrevidende ”nu skal jeg nok lære dig” – udtryk og sukker højlydt, inden jeg går i gang med at pille udtalelserne fra hinanden.

For det er jo ikke et rigtigt lortejob, når man både får dansk mindsteløn og overenskomstmæssige pauser og feriepenge! Et skodjob måske, bevares, og jeg ville under ingen omstændigheder bytte, men et rigtigt lortejob er det jo ikke, vel?

Her omkring bliver jeg som regel mødt med modspørgsmålet:

Jamen hvad er så et lortejob?

Det skal jeg fortælle dig min ven … Forestil dig, at du står omkring juletid i en utæt ladebygning et eller andet sted i nærheden af Maidstone og flår fjerene af en død kalkun med de bare næver. Det tager en 20-30 minutter at blive færdig med sådan en fugl, og man får omkring 15 kroner stykket … Og så kan du jo selv prøve at regne timelønnen ud. Det mest opløftende ved jobbet er, når man lige har hentet en nydød fugl og kan varme fingrene på den i et par minutter.
Det sker ofte, at kræene er så usamarbejdsvillige, at de undlader at tømme tarmen inden de forlader denne verden med 20.000 volt igennem hovedet. Og under håndteringen af en død kalkun, som jo immervæk vejer nogle kilo, kommer man let til at trykke den på maven …

Der sker noget i hovedet på et menneske, der bliver skidt på af en død fugl. Det er tæt på den ultimative ydmygelse.

Se det er et rigtigt lortejob!

Den skal som regel lige synkes, men her er det så, at de mest årvågne griber fat i det, de tror, er ledetråden, lort.

Jamen hvad så med kloakarbejdere … Eller landmænd … De har sgu da nogle rigtige lortejobs?

Forkert – igen!

Sådan en kloakarbejder har en timeløn, der tydeligt afspejler folks forståelige uvilje mod at vade rundt i afføring og rotter. Og det er for fanden da ikke værre end, at lugten kan vaskes af. Og når man så betænker den korte tid, det tager at certificere sig til den slags arbejde i forhold til en videregående akademisk uddannelse, med hvad det medfører af kummer og studiegæld, så virker det uforståeligt, at dem med de højeste karaktergennemsnit – og dermed, skulle man tro, korresponderende høje IQ værdier – vælger den retning.
Alt i alt bliver kloakarbejderens lugtende og lavsociale status så rigeligt kompenseret, så noget lortejob er det ikke!

Eller landmanden … Ja, hvis du snakker landbrugsmedhjælpere, så er de, som kloakarbejdere, så rigeligt lønnede i forhold til uddannelse. Endvidere er der efterhånden så få af slagsen, at de har genvundet nyhedens interesse, og er, især hvis de arbejder med økologiske, eller på anden vis interessante dyrkningsformer, måske ligefrem trendy og in?
Og selvejende bønder?
… For starters har det aldrig været et job, men derimod en livsstil for folk, som kan lide meget arbejde, døgnvagter, konstante bekymringer og sindssyge mødetider. Men det rummer også en masse frihed, idet man er sin egen chef, og det er en tilfredsstillelse at arbejde med ting, der vokser. Og de landmænd, som er nogenlunde dygtige til det de laver, får jo også et nogenlunde udkomme, selvom det selvfølgelig ikke står til måls med arbejdsbyrden. Så det er jo heller ikke noget lortejob.

Nøglen er underbetalt ydmygelse.

Lad mig give dig skoleeksemplet:

Jeg arbejdede på et tidspunkt, drevet af nød og fattigdom, som klapper ved en stor fasanjagt i Goudhurst.
En typisk arbejdsdag bestod i, at vi gik et par kilometer, til vi nåede det kryds, hvor vi blev hentet af en pickup. Herfra sad vi en halv times tid og frøs bag på ladet, mens vi blev kørt til ”basen”. Her blev alle klappere læsset på en Landrover 101 og kørt ud til det første område og fordelt i små grupper på strategiske steder.
Jobbet gik så, i al sin smertende enkelthed, ud på at vade gennem tætte granskove, brombærkrat og vandløb, mens vi slog to pinde mod hinanden og råbte.
Nogle gange blev man stillet som stopvagt og skulle stå og vente, mens man lavede lyde – Koldt og kedeligt.
Chefen, Paul, var forhenværende britisk soldat, og han havde taget ledelsesstilen med fra specialtropperne, så der blev aldrig talt til os, kun råbt, skreget og bandet.
Når vi så havde gennet tilstrækkeligt mange fasaner sammen, var det bare at vente til ”jægerne” dukkede op. Disse hårdføre udøvere af denne ædle sport, havde siddet hjemme i jagthytten og varmet sig med en brandy og blev nu kørt til de udvalgte steder, og placeret ved hver deres lille rydning eller bakketop.
Vi omringede fasanerne og pressede dem sammen på et mindre og mindre område, hvilket fik dem til at lette i små flokke og flyve op mod vinden … ”Jolly good sport!”, ville nogen mene. Jeg betragtede det som uværdig nedslagtning.
Når vi så var færdige med en skydning, og en 100-200 fugle havde måttet lade livet, tog ”jægerne” tilbage hytten, og vi andre begyndte forfra på processen.
Sådan blev vi ved en 5-6 gange til dagen var overstået.
-En dag, skød 8 ”jægere” 2500 fugle, det var et veritabelt blodbad, og selv de garvede af klapperne og opsamlerne var lidt rystede. En af skytterne havde under seancen vendt sig mod ham, der ladede for ham, og forespurgt ”have I fired a thousand cartridges yet?” Fuglene var han fuldstændig ligeglad med.
Efter sådan en omgang var man udmattet, gennemblødt og forfrossen. Arme og ben var oversåede med sår og rifter, og der var stadig den iskolde køretur på ladet af pickup’en tilbage, da dagslønen blev udbetalt – hele £20 pr. næse (lidt over 200 kr dengang)  til sammenligning betalte ”jægerne” £23 pr. fugl de skød.

Det var et lortejob!