Revet ud af limbo

presset i menneskelignende form

bundet op med sener

udspændt mellem dødens vilje

og livets forsæt.

II

Syet sammen med ond vilje

af stumperne af bortødede liv

og fragmenterede eksistenser

sjælen er et patchwork

af brudte løfter og knuste drømme.

III

Opdragelsen

retter ryggen

civilisationen

adskiller

hjerte og jord.

IV

Slavebundet til livet

underbevidste instinkter

autonome systemer

sult, tørst, smerte og brækreflekser

selvmord er IKKE en nem udvej

V

Et requiem som slagsang

en sidste udåndings skrig

en fane holdes højt af rigor mortis

kolde fingres sidste krampe

griber forgæves om sand.

Takten er forskellighedens inerti
Den eneste konstant er forandringen
Flowet er en dynamisk vekslen mellem at være, at blive og at komme fra
Der findes ikke endemål
Alle grænser er arbitrære

Rytmen er den samme,
En monoton puls, der hverken blinker eller ryster på hånden
I det splitsekund, hvor bladet vendes
År følger årstider, følger måneder, følger dage, følger timer, følger minutter, følger sekunder
Tik følger tak
Og alle og alt følger med
Med tiden

klædt i cocca cola ™ farver i alle regnbuens fætter Br nuancer

Og folk okser rundt
helt røde i hovedet
af anstrengelse, kulde eller julebryg

og bruger penge nok til at gøre et uland gældfrit på overflødigheder af 
unødigt issenkram,
tøj som går af mode snart
plastik gøgl, som ungerne i snit bruger en time på at brække i stykker
og julemad og drikke nok til at mætte Afrika i en uge

Og det er snart jul
og det er så hyggeligt
og byen er så køn

klædt i cocca cola ™ farver i alle regnbuens fætter Br nuancer

Kassedamen smiler anstrengt
helt bleg ved tanken 
om klejner, gløggmix og “god jul og godt nytår”

og det startede midt i august og hedebølge med bestilling af
pyntegrønt, der taber nålene
depressionsler i pallevis
defekte lyskæder og selvfiltrende lametta
og kravlenisser, designet til at falde ned og blive trådt på

Og det er snart jul
og det er så hyggeligt
og byen er så køn

klædt i cocca cola ™ farver i alle regnbuens fætter Br nuancer

men købmanden smiler og bliver næsten helt forpustet af at lægge tal sammen

 - den enes død… den andens finskbrød

Og selvom der bliver flere og flere

enlige mødre og smiledende husejere
hjemløse fædre og fnisende bolighajer
fortvivlede borgere og (stor)grinende politikere

så er julens farve stadig RØD
Cocca cola(tm) rød i fætter br nuancer

Og bundlinien - for helvede.

Værdien og renten, 
avancen og profitten
årets total, medregnet julehandlen

DEN er sguda positiv!

Det var sådan en eftermiddag/aften hun blev født. Han sad dér, godt på vej igennem sin tredje fyraftensbajer, og ventede på, at den aspargessuppe, de havde på tilbud i denne uge, skulle smelte i gryden, da det stod klart for ham, at så måtte han selv hjælpe det lidt på vej. Og inden nogen kunne nå at sige ”Mousuppe med kød og melboller og opvarmede hattingflûtes”, havde han oprettet en ny bruger og en blog kaldet ”Strippersild fra Mars” Han havde krydret den med et sløret, men meget afslørende billede af en silikonepumpet kvindekrop og modelleret ”strippersild”s personlighed over et sammensurium af stripperkongens piger, som han havde fulgt intenst med i dengang.

”Strippersild” syntes, det var total synd, at han og Giesela måtte skilles i Las palmas og at flere af hans småfilosofiske betragtninger var ”wauuw” og ”fantastisk godt set”.
Han syntes, til gengæld, bare hun skulle glemme alt om janteloven og sige ja til at synge i det dér band, med ham af hendes venner, der havde været studiemusiker på alle Nick og Jay -pladerne. Sådan gik der nogle dage, hvor de ping-pongede lidt frem og tilbage. Han glædede sig helt vildt til at komme hjem, for han vidste, der ville ligge en kommentar eller to, og han var næsten i stand til at glemme præcis, hvad han selv havde skrevet.
”Strippersild” fik faktisk også et par kommentarer ”udefra” Diverse mere eller mindre indirekte tilbud fra savlende liderbukse, der tændte helt vildt på hendes blogtitel – især en ihærdig støder, der kaldte sig ”FEO. – Federe End Orgasme”, havde så svært ved at fatte, at hans tilnærmelser ikke var ønskede, at han røg på Ban-listen.
”Hun” måtte jævnligt poste fornærmede indlæg om, at ”Strippersild vil IKKE date!!!” Og en del af deres indbyrdes samtale drejede sig om, hvor lamme og creepy de fleste mænd er, og hvor godt det var, at han var anderledes.
Men efterhånden gik det op for ham, at det nok virkede påfaldende, at de to alias’er næsten udelukkende snakkede med hinanden, så han opfandt ”Bents Bizar Bazar” En samling af syrede, men abnormt dårlige forsøg på surrealistiske digte og små historier. Personligt brød han sig virkelig ikke om det, det var for barnligt plat for ham. Men ”strippersild” syntes det var ”vildt grineren”, og hende og Bent havde jævnligt nogle kommentarvekslinger, han krummede tæer over.
Til gengæld brød strippersild sig aldeles ikke om ”TilbudsTesten”, en blog der sammenlignede tilbudsaviser fra forskellige danske butikskæder med indgående analytiske vurderinger af jomfrueligheden af den ene koldpressede olivenolie, sammenlignet med den anden. Eller ”sugeevne pr krone”-målinger af køkken- og toiletrulle eller bleer og menstrautionsbind.
”Liv og tanker” syntes det var ganske spændende og supplerede ofte med priser fra Superbest, når de manglede og en lille tilbudsrelateret butiksanekdote.
Men det begyndte at gøre indhug i hans personlige ressourcer alt det bloggeri. Han havde ellers strammet op på skemaet: Han havde reduceret nattesøvnen til maks. seks timer, han lavede mad i store portioner, som så kunne fryses og senere bekvemt varmes op i mikroovnen, han havde smidt tv’et ned i sit kælderrum og var holdt op med at spilde tid med at skifte til civilt tøj, når han kom hjem fra butikken. Men det nyttede bare ikke. Der var simpelthen ikke nok tid! Især efter at ”Tante fjas” – en ældre dame, der fortalte extremt dårlige vittigheder, inspireret af Kaj Løvring og Eddie Skoller, var begyndt at husere. Desuden mente han, at det kunne virke påfaldende, at alle hans personaer skrev i tidsrummet mellem Superbest’s lukketid, og når han, dødtræt, var nødt til at vælte omkuld i sin seng.
Så han begyndte at melde sig syg ind imellem, så ”Strippersild” kunne sige godmorgen og ”Bents bizar bazar” kunne sidde oppe hele natten og afholde rablende enetaler.
Og når han var på arbejde var han sløv, fordi han sov alt for lidt, uopmærksom, fordi han altid tænkte på bloggen, og usoigneret, fordi han havde skåret bad, skæg & hårpleje og tøjvask ned til lidt under normalt minimum.
Og hans ”sygedage” tog til i stadig videre og videre omfang. Den gamle købmand gik og sukkede over, hvor galt det var ved at gå med en ellers så lovende ansat (købmænd elsker ansatte, der ikke har noget liv).
… Men efterhånden som hverdagslivet skrantede, gik det nærmest modsat proportionalt fremad i bloglivet. For hans idé fungerede, hvis der et lidt hype om noget, er der altid en stak uselvstændige nokkefår derude, der er klar til at slutte op om det og brægende følge fåreflokken eller rækken af lemminge. Så hans blogs begyndte pludselig at blive ganske omsværmede. Dagligt var der ”fremmede”, som lagde kommentarer og begyndte at linke, men han havde alt for travlt med at passe sine blogs til at reagere ordentligt på det og svarede igen med få ord, eller som oftest slet ikke. Ikke engang da han var i avisen tre dage i træk, og alle lige skulle lykønske ham.

Købmanden fik nok den dag, han bad om fri til at begrave den tredje bedstemor på moderens side, og bad ham forlade butikken omgående.
Han vendte rundt på hælene og løb hjem til bloggen uden at se sig tilbage en eneste gang.

Og han forlader den kun nødtvunget nu, hvor han er blevet fuldtids.
Man kan fint leve af en bistandshjælp, hvis man ikke har andre udgifter end husleje, internet, baked beans, nudler og en kasse Nettoøl i ny og næ.
Og der ingen risiko for at få et job, selv i disse arbejdsløsløse tider, hvis man ikke har vasket sig i 14 dage før jobsamtalen.
Og nu er der overskud til at oprette en hel håndfuld nye blogs, til at underbygge de eksisterende.
Og han er så væk i det, at han ikke længere ved endsige bekymrer sig om, hvorvidt det er ham selv, eller en anden han snakker med.
Og ingen har fattet mistanke, selv ikke da han fingerede en forfatterblog, og lod forfatteren afsløre hele hans blændværk.
Og der er ingen der hører han skrig om hjælp.
Og han blogger og blogger til han taber den sidste rest af erkendt identitet.
Og det hele begyndte med at: Han var jo begyndt at skrive blog.

Tulipanfløjte

Terrorristet

WannaBI

Han elskede sin ukrudtsbrænder.
Hver morgen, når han mødte, og hver eftermiddag, før han skulle hjem, stod han en stund med et saligt smil og nød synet af det blankpolerede messinghovede og den bløde smidige sorte slange – armeret kvalitetsslange, godkendt til 20 bar, og skåret til i den perfekte længde for en mand af hans højde og med hans armlængde. Han havde brugt flere uger på at måle slangebehovet ud under alle forhold. Faktisk burde alle, ligesom ved fodtøj, have et slangenummer, så man hurtigt og ubesværet kunne vælge en slange i den rigtige længde. I en af hans yndlingsfantasier havde han åbnet en specialbutik kun for ukrudtsbrændere og tilbehør … Han kunne se det for sig:
Her, en sektion med dysser, dobbeltdysser, rør i forskellige længder og håndformede greb til både højre- og venstrehåndede.
Der, en sektion med slanger i forskellige længder og alle regnbuens farver.
Og gasflasker af alle gængse typer, med tilhørende vogne … Måske skulle han endda få tilknyttet en maler, så man kunne få custom malede gasflasker og vogne – lidt ligesom det dér program i fjernsynet med biler og motorcykler.
… og der skulle han så stå og tage imod kunderne, mens han med kyndig mine og et trænet blik bemærkede at: ”De er vist et slangenummer 43, se om de kan finde en dessin på denne hylde, der passer Dem!” , ”Denne dysse er en ægte Bunsen!”, ”Denne  tænder virker også i regnvejr”
Men han var godt klar over, at det ville være risikabelt at starte op som selvstændig, selvom han jo nok mente, at kundegrundlaget kunne bære – selvfølgelig ville folk valfarte fra hele landet – ja sikkert også Sverige og Tyskland, når de fik nys om butikken.
Han var langt mere bange for at butikken og driften ville tage al hans tid, så der ikke ville blive tid til at…

Han elskede sin ukrudtsbrænder.
Han elskede ritualet: Først tænde på flaskehanen og mærke slangen blive hård og spændt med en lille pirrende hvislelyd. Så dreje lidt på regulatoren til gassen begyndte at sive. Han havde en stor flintestenstænder – ja faktisk havde han også en i reserve, men det var pålideligt udstyr, så der var sjældent brug for den.
Der var noget uendeligt tilfredsstillende over den, næsten helt menneskelige, ”plof”-lyd, pilotflammen lavede, når den blev tændt. Han plejede at justere den til mellem 5 og 7cm alt efter vindforholdene.
Og nu kom det så, det øjeblik, han levede for.
Han lagde forsigtigt tre fingre på grebet, han måtte synke en klump af ophidselse, det løb ham koldt ned ad ryggen, det sitrede i lænden. Han kunne mærke huden trække sig sammen om testiklerne og lemmet dunke mod underbuksernes kant…
Han trykkede håndgrebet i bund, og ilden brusede ud af brænderens hoved. Han var en gud, der gav sig hen. Han var almægtig, hævet over godt og ondt.
Alle de tæsk han havde fået af faderen, brødrene og i skolegården. Alle de gange han var blevet hånet og ydmyget af moderen, lærerinden og især af jævnaldrende piger og kvinder.
Al smerte, fortvivlelse, afsavn, frygt og had …brændte væk i flammernes lutrende genfødsel.
Han svingede brænderen til højre og venstre … og ligeud. Slog ned på ukrudt og misvækster med retfærdighedens flammende sværd.

Han elskede sin ukrudtsbrænder.
De andre gårdmænd i boligforeningen syntes han var temmelig mærkelig, men han fik tit besøg alligevel. Hans boligblok rummede nemlig både ”Fætters kiosk” og et snusket værtshus, der vist nok, hvis man skrabede 20-30 års smog og gadesnavs af skiltet, viste sig at hedde ”Perlen”. Blandt gårdmænd refererede man udelukkende til det som ”Kostens Hvile” eller ”Kosten” i daglig tale, og det var her dagens debriefing normalt foregik sådan hen ved 12-15 tiden, alt efter hvornår formanden tog hjem og behovet for at holde på formerne svandt – som en af dem yndede at udtrykke det, så kunne han jo ligesågodt sidde henne på kosten og drikke øl, som sidde i værkstedet med sine høkerbajere og lave ingenting!
Det var mere ærligt på den her måde og Ruth og Bjarne, Perlens midaldrende og meget alkoholiserede værtspar, så ikke nogen grund til at stikke deres indkomstgrundlag i ryggen.
Han var godt tilfreds med, at værtshuset lå i hans område. Det gav ikke noget ekstraarbejde – snarere tværtimod. Hvis der var noget vedligeholdelseskrævende inde på kostens hvile, sad der altid en håndfuld gårdmænd, som hver især gerne lige ville ordne det i en ruf for en bajer.
Og efter lukketid, eller når der var meget travlt, havde stedets mandlige gæster for vane, at vande hans fortov, og dermed ukrudt, med god næringsrig øl-ajle.
Han brød sig ikke selv om smagen af øl, men havde et par gange sat sig ind og fået en fyraftenscola med kollegaerne, dog først efter kl. 14.30 – der var altid lige noget ukrudt man kunne brænde, eller noget udstyr man kunne vedligeholde, hvis der var tid til overs inden fyraften. På dette tidspunkt var kollegaerne altid så overrislede, at han måtte opgive at blande sig i samtalen, hvilket passede ham fint, da han egentlig ikke brød sig om at tale med andre mennesker.

Han elskede sin ukrudtsbrænder.
Nok til, at han altid var frisk på at give en hånd med, når en af de andre gårdmænd skulle have brændt sine fortove. Ofte byttede han med en af de andre, således at han fik lov til at brænde, mens den anden fik lov til at lade, som om han vaskede trapper, mens han kølede sig på kolde Maribo-pils nede fra fætters kiosk – en ordning, der var helt til alle parters tilfredshed.
En anden af hans yndlingsfantasier var at lave et specialfirma, der kun tog sig af ukrudtsbrænding. Så kunne boligadministratorene rundt omkring lige bestille brænding af den eller den gade til fast pris pr. kvadratmeter. Eller lave en fast abonnementsaftale, hvor de selvfølgelig fik lidt rabat, mod at de forpligtede sig til at bruge ham 2-3 gange om måneden. Tænk engang at leve udelukkende af at brænde ukrudt!
Han havde allerede fundet på et slogan til firmaet:
”Vi brænder for
at brænde for dig!”
Men spørgsmålet var bare om der nu var et marked for den service alene, eller om ejendomsselskaberne ville kræve, at man også tog sig af fejning, beskæring og … trappevask! … Og så kunne han jo ligeså godt fortsætte her, hvor han kunne slippe af sted med at brænde ukrudt det meste af tiden.
Desuden ville det blive svært at finde beskæftigelse i løbet af vintermånederne.

Han Elskede sin ukrudtsbrænder.
Men han hadede vinteren!
Det var en lang og kummerlig, mørk og kold tid, næsten uden lyspunkter, kun snerydning og trappevask – han var overbevist om, at helvede måtte være noget i samme stil, koldt og mørkt. Det eneste der holdt ham gående i den mørke tid, var det ugentlige udstyrseftersyn og vedligeholdelsesarbejde.
Hver fredag morgen skilte han, efter omhyggeligt at have sikret sig, at der var lukket for gasflasken, brænderen ad i sine bestanddele, som han hver især rengjorde med en blød klud og smurte forsigtigt med et par dråber syrefri olie. Slangen blev aftørret og behandlet med et frygteligt dyrt, silikonebaseret gummiplejemiddel, der egentlig var tiltænkt sexlegetøj, men var ideelt til at holde slangen blød og smidig og gav den en lækker skinnende overflade. Gasflasken blev aftørret med lunken sæbevand og derefter ligeledes indgnedet med et par dråber olie.
Det var fornøjeligt arbejde, men efter at have serviceret apparatet var han naturligvis også nød til at teste, om det stadig var funktionsdueligt. Så et par dyrebare vitale minutter, tændtes gløden i hans øjne, korresponderende med pilotflammen og en 2-3 gange – man skal jo ikke spilde gas unødigt – smilede han stort og saligt i takt med flammebrølene fra mundstykket.
Sådan en session kunne holde ham varm hele weekenden og et godt stykke ind i næste uge.
Én gang, midt i januar, under en særlig hård periode med frost, havde der været behov for at rense et sandfilter i et afløb, hvor risten var frosset fast. Og han havde fået ordre på, sådan helt ekstraordinært, at tænde op og smelte den fri! Dette minde var et af hans allerkæreste og et symbol på håb, selv midt i den mørkeste nat.

Han elskede sin ukrudtsbrænder.
Om sommeren gik han altid en tur, sidst på eftermiddagen, så han lige kunne være behjælpelig med at hente udstyret og få ordentlig gang i kullene, hvis der var nogen af beboerne, der skulle grille.
I meget tørre perioder sneg han sig ud om natten og vandede strategisk udvalgte områder med vand og substral.
Om vinteren brugte han ingen salt, da det hæmmer plantevæksten, men nøjedes med at gruse sine fortove.

Han elskede sin ukrudtsbrænder.
Og det blev da også, til sidst, hans endeligt, da der en vinter var brug for adgang til de gashaner i det udvendige skab, som takket være en usædvanlig stivnakket martskulde lå dækket af sammenpakket is, armeret med grus og småsten.
Beboerne var hysteriske, og gasmanden havde meddelt, at han kunne ordne det om en halv time, eller om en halv måned, fordi hans kollega var på ferie, og afløseren var syg. Der var simpelthen ikke anden udvej end at smelte lortet fri.

Politiets teknikere havde ikke svært ved at konstatere årsagen til gaseksplosionen og kunne tilføje, at det var heldigt, at der var så lidt ilt tilstede omkring den utætte hane.
Der var, udover det beklagelige dødsfald, kun sket meget begrænset skade på bygningen, så alt i alt var det held i uheld.

Han havde på forhånd truffet forholdsregler i tilfælde af hans pludselige dødsfald.
Han ville, sjovt nok, kremeres og havde forudbetalt gravstedet og en sten i rød granit, udsmykket med en stiliseret Phønix og inskriptionen:
”Han elskede sin ukrudtsbrænder”

(Jeg ønsker ikke dette indlæg citeret)

Fantasinke.
]]> http://heine.urbanblog.dk/2006/12/01/fantasinke/feed/